Fasthold de unge familier

2021-09-02

Fasthold de unge familier

Gennem flere år har man kunne se at ejendomsudviklere vil ind i Gribskov. Det er i sig selv ganske positivt. Det positive stivner dog en smule når man kigger på, eksempelvis projektet i Vejby, som kaldte sig "Elleville". Det primære skulle være bundet op på fællesskab og et kollektiv. Men dyre huslejer og ingen reel garanti for hvordan hele projektet skulle igangsættes, skræmte nok de fleste væk.

Dansk Folkeparti har gennem hele processen i Vejby, stemt imod lokalplanforslaget, da vi fra starten kunne se, at der ikke var opbakning blandt lokalbefolkningen.

Troldebakkerne har lange udsigter, meget lange! Det er muligt, at de fleste klynger er solgt til ejendomsudviklere, som skal tjene på deres projekter. Nok adskillige millioner som yngre familier vil have svært ved at betale.

I Dansk Folkeparti havde vi langt hellere set, at Gribskov Kommune selv havde udbudt grunde i Troldebakkerne.

I Esbønderup er et nyt projekt undervejs, hvor Almene samt fonden for billige boliger står bag. Så er spørgsmålet bare, om det bliver boliger, som børnefamilier har råd til?

Der skal tænkes helt nyt, hvordan skal de unge familier fastholdes i Gribskov?

Og hvilken type boliger er der behov for?

Gennem dialogmøderne med lokalsamfundene har der ofte været nævnt, at 1 - 1 1/2 plans boliger eller rækkehuse som er til at betale, samt lejeboliger er det mest tiltrækkende.